Kasper & Maja

Skodsborg retur

Så tog Kasper og jeg også lige en tur på Strandvejen til Skodsborg og hjem. Glimrende tur med god modvind hjem. Han er s’gu ikke uden evner den søn! Tog alle bakker i overlegen fin stil med fuld tryk på. Vi lå og øvede os i at køre på hjul og så ellers hyggesnakke, når vi kunne trække vejret...

|

Sommerferie Jylland 2009

Så har vi været en god uges tid i Jylland på ferie. Tirsdag den 7. juli tog vi en afslappende og hyggelig tur med toget til farmor i Vejle...



...og hyggede os med bl.a. bold og hund i haven. Og så en stribe gøremål - slå græs, rense fliser i indkørslen for mos, reparere havelåger og male. Altsammen mens Tour De France kørte fast i baggrunden, så man kunne gå til og fra hele tiden - stort hit for nogen af os...



Torsdag d. 9. juli kørte vi til Silkeborg for at tage en tur med Hjejlen på Silkeborg-søerne ud til Himmelbjerget for at bestige dette rekord-høje bjerg. Selv oppe fra tårnet var Maja ikke helt overbevist om storheden.



Vi var også inde og se den 2.400 år gamle Tollundmand på Silkeborg Museum, der stadig er noget særligt fantastisk, som han ligger der - hængt og siden lagt i en mose og så genfundet i 1950. At man også kan se hans skægstubbe gør det bare endnu mere ”livagtigt”...



Fredag den 10. juli tog vi så med kusine Lone, Henrik, Mie og Ida til Århus for at bruge dagen på en tur i Den Gamle By.



Dejlig tur med madpakker og hyggesnak til sent på aftenen. Ungerne fandt hurtigt ud af at udnytte byens tilbud - og ingen faldt i vandet.



Det gjorde Kasper og Maja dog søndag den 12. juli hvor vi igen kørte nordpå. Denne gang til Djurs Sommerland. Vejret så ret truende ud, men den endte varm og solrig og badelandet blev maximalt udnyttet - masser af fede vandrutsjebaner. Vi kom også rundt i resten af parken og fik vel egentlig prøvet det hele.



Sidst på eftermiddagen tog vi fra Djurs Sommerland og gjorde holdt i Ebeltoft for at tage en rundtur på det gamle krigs- og kongeskib Fregatten Jylland. Kasper havde før været der med klassen, så han viste rundt. Imponerende stort træskib og lidt for livagtig for Maja, der blev lidt forskrækket over en dukke-opsætning med lyd, der på kanondækket viste en soldat, der fik amputeret sit ben - whow...!



Mandag den 13. juli gik turen igen til Århus. Farmor skulle en tur på sygehuset i Århus for at få taget nogle blodprøver, så vi kørte hende derop. Derefter blev det også til en kort tur i Domkirken og på Strøget inden vi igen vendte næsen hjem til Vejle igen.



Alle dagene brugte vi på at skyde efter dåser og skydeskiver med Kaspers nye erhvervelse på farmors haglgevær - et kikkertsigte. En hel dag blev der brugt på at justere det.



...Maja brugte også ret megen tid - men det mest på at holde kontakten med vennerne via SMS.



Her til aften kom vi så hjem til dejlige Havnen igen... dejlig ferie hos farmor i Jydeland.
|

Depeche Mode koncert

Her til aften var Kasper og jeg til Depeche Mode koncert i Parken. Der var fyldt helt op på plænen og vi havde fået to pladser bagest lige midt for - kanon pladser. Kasper kunne synge med på de fleste numre - Enjoy The Silence, Walking In My Shoes, Strangelove og Personal Jesus. Vi fik en øl og popkorn og så skrålede vi ellers med.



Men vi havde begge en klage - hvorfor spillede de ikke Kaspers og mit ynglingsnummer: World In My Eyes? Vi kan i hverttilfælde teksten!

World In My Eyes

Let me take you on a trip
Around the world and back
And you won't have to move
You just sit still

Now let your mind do the walking
And let my body do the talking
Let me show you the world in my eyes


...

© 1990 Martin Lee Gore - Depeche Mode

Nå, men fed koncert. Og så spillede de dejligt højt 8)
|

Kasper på Det Frie Gymnasium

Kasper har længe vist, at dagene på HLS (Hillerød Lille Skole) var talte, for der kan man kun gå i skole til og med 7. klasse. Så det sidste halve års tid er tankerne gået på, hvilken skole han skulle fortsætte 8. og 9. klasse i. Han har overvejet både DAS i Hillerød og Christianshavns Skole, men har nu taget sin helt egen beslutning om, at det skal være Dragen på Det Frie Gymnasium på Nørrebro her i København. Grundskolen for 8. og 9. klasse kaldes Dragen og senest i dag fredag skulle han melde tilbage til skole, om han ønskede at gå der eller ej.



Nu har han taget beslutningen og efter sommerferien starter så et helt nyt liv med nye indtryk, omgivelser, muligheder og venner.
|