Nu er der gået en rum tid, siden jeg sidst har skrevet på min blog. Der er løbet meget vand i åen. Vigtigst af alt så mødte jeg min kæreste Jane i juli måned sidste år. Det har været et lykkeligt år med glæde og optimisme og ikke mindst stor kærlighed.



For nogen tid siden besluttede jeg mig for, at jeg ville fri til Jane - for at blive mand og kone. Efter næsten et års kæresteri, er jeg ikke i tvivl om, at jeg har fundet kvinden i resten af mit liv. Hun får det bedste frem i mig, gør mig glad, får mig til at smile og hun er bare det dejligste. Derfor føles det også helt selvfølgeligt, at vi sammen må blive et ægtepar.

Jeg besluttede mig for, at når det nu skulle være, så skulle det også være ordenligt. Vi aftalte i foråret en rejse sydpå og da rejsemålet var øen Skiathos i de græske Sporader, var det nærliggende, at udnytte lokationen fra den romantiske slut-scene i Abba-musical-filmen Mamma Mia! med bl.a. Meryl Streep, Pierce Brosnan og Colin Firth fra 2008. Den blev primært filmet på naboøen Skopelos og slutscenen er et bryllup i en lille fin hvid kirke på toppen af et stejlt klippeskær i havet for enden af en øde bjergvej med skarpe hårnålesving på den østlige bjergside af Skopelos. Kirken hedder Agios ioannis - eller nemmere på engelsk: Church of Saint John.



Intetanende omkring mit frieri fik jeg torsdag d. 10. juni "lokket" hende med et skib til øen, hvor vi i havnebyen lejede en lille bil og kørte til det øde klippeskær. Vi parkerede bilen og "kravlede" derop. På vej op af de godt 100 stejle trappetrin, mødte vi en brite på vej ned og som meget mystisk udbrød "Good luck!". Han kunne have sagt "Great view", "Watch your steps" eller "The way up there is steep" - men det gjorde han altså ikke - han ønskede "Good luck"!? Jane kiggede undrende på mig og jeg havde mere end svært ved at skjule min. Jane viste jo intet om, at jeg få øjeblikke senere ville fri til hende. Nogen sendte åbenbart et tegn fra oven!?



Da vi kom derop og kortvarigt fik pustet lidt ud i skyggen af et stort oliventræ lige ved siden af kirken, fiskede jeg hurtigt, mens jeg havde Jane i hånden og hun spejdede ud over det azurblå hav, ringen frem fra lommen og satte mig på knæ og ventede på, at hun vendte sig om og så på mig. Der sad jeg, i noget der føltes som minutter, og iagttog det smukke væsen hun er, med hendes hånd i den ene og ringen i den anden og helt afslappet afventede hendes blik, så jeg kunne overraske og spørge om hendes hånd og hjerte.

Og overrasket - det blev hun! Da hun vendte sig om, stak hun i et hvin, der kunne høres langt omkring i de forrevne klipper langs kysten. Det var ikke et skrig eller råb. Det var et hvin. En høj, gennemtrængende lyd af ophidselse, nærmest som et angstudbrud. Jeg måtte gentage mit spørgsmål, for ordne var blevet overdøvet af hvinet første gang. "Vil du gifte dig med mig?" gentog jeg. Hun kastede sig om halsen på mig og tårerne flød og nærmest hulkende svarede hun "Ja, jeg vil!" Uhhhh... jeg var helt solgt! - lykkelig, dybt forelsket og bevæget.