Nu er der gået en rum tid, siden jeg sidst har
skrevet på min blog. Der er løbet meget vand i åen.
Vigtigst af alt så mødte jeg min kæreste Jane i juli
måned sidste år. Det har været et lykkeligt år med
glæde og optimisme og ikke mindst stor kærlighed.
For nogen tid siden besluttede jeg mig for, at jeg
ville fri til Jane - for at blive mand og kone. Efter
næsten et års kæresteri, er jeg ikke i tvivl om, at
jeg har fundet kvinden i resten af mit liv. Hun får
det bedste frem i mig, gør mig glad, får mig til at
smile og hun er bare det dejligste. Derfor føles det
også helt selvfølgeligt, at vi sammen må blive et
ægtepar.
Jeg besluttede mig for, at når det nu skulle være, så
skulle det også være ordenligt. Vi aftalte i foråret
en rejse sydpå og da rejsemålet var øen
Skiathos i de græske
Sporader, var det nærliggende, at udnytte
lokationen fra den romantiske slut-scene i
Abba-musical-filmen
Mamma Mia! med bl.a. Meryl
Streep, Pierce Brosnan og Colin Firth fra 2008.
Den blev primært filmet på naboøen Skopelos og
slutscenen er et bryllup i en lille fin hvid
kirke på toppen af et stejlt klippeskær i havet
for enden af en øde bjergvej med skarpe
hårnålesving på den østlige bjergside af
Skopelos. Kirken hedder
Agios ioannis - eller nemmere
på engelsk: Church of Saint John.
Intetanende omkring mit frieri fik jeg torsdag d. 10.
juni "lokket" hende med et skib til øen, hvor vi i
havnebyen lejede en lille bil og kørte til det øde
klippeskær. Vi parkerede bilen og "kravlede" derop.
På vej op af de godt 100 stejle trappetrin, mødte vi
en brite på vej ned og som meget mystisk udbrød "Good
luck!". Han kunne have sagt "Great view", "Watch your
steps" eller "The way up there is steep" - men det
gjorde han altså ikke - han ønskede "Good luck"!?
Jane kiggede undrende på mig og jeg havde mere end
svært ved at skjule min. Jane viste jo intet om, at
jeg få øjeblikke senere ville fri til hende. Nogen
sendte åbenbart et tegn fra oven!?
Da vi kom derop og kortvarigt fik pustet lidt ud i
skyggen af et stort oliventræ lige ved siden af
kirken, fiskede jeg hurtigt, mens jeg havde Jane i
hånden og hun spejdede ud over det azurblå hav,
ringen frem fra lommen og satte mig på knæ og ventede
på, at hun vendte sig om og så på mig. Der sad jeg, i
noget der føltes som minutter, og iagttog det smukke
væsen hun er, med hendes hånd i den ene og ringen i
den anden og helt afslappet afventede hendes blik, så
jeg kunne overraske og spørge om hendes hånd og
hjerte.
Og overrasket - det blev hun! Da hun vendte sig om,
stak hun i et hvin, der kunne høres langt omkring i
de forrevne klipper langs kysten. Det var ikke et
skrig eller råb. Det var et hvin. En høj,
gennemtrængende lyd af ophidselse, nærmest som et
angstudbrud. Jeg måtte gentage mit spørgsmål, for
ordne var blevet overdøvet af hvinet første gang.
"Vil du gifte dig med mig?" gentog jeg. Hun kastede
sig om halsen på mig og tårerne flød og nærmest
hulkende svarede hun "Ja, jeg vil!" Uhhhh... jeg var
helt solgt! - lykkelig, dybt forelsket og bevæget.