Oldeforældrene Christiansen

Peters morfars far og mor, Niels Christiansen og Elisabeth Ane Christiansen har længe ligget ubeskrevet hen i anetavlen. Men i dag lykkedes det på Rigsarkivet, at få lidt "hul" på den del af familien og et lille mystisk notat dukkede i den forbindelse op i Folketællingen fra 1930. I første omgang er det her Niels' historie, der søges afdækket.



Efter lidt hjælp fra min mor Anne Lise med adressen på Niels og Elisabeths daværende hjem i Hellerup, lykkedes det ret hurtigt via den nyåbnede og netop offentligt tilgængeliggjorte Folketælling fra 1930, at finde den lille familie i rækkehuset på Rygårds Allé 60.

Folketælling 1930 (side 1 og 2)
Gentofte Kommune, Hellerup, Rygaards Allé 60

Rækkethuset har ophold for 4 personer:

1) Niels Christiansen, Husfader, Belysningsarb., Fagf. formand, født: Gørslev Sogn 23/5-1877, gift 1902, 4 levende børn, ingen døde. (53 år)
2) Elisabeth Ane Christiansen, Husmoder, født: Kongsted Sogn 1/6-1879 (51 år)
3) Holger Lars Christiansen, Barn, Snedkersvend, født: København 1/8-1904, Ugift, (25 år)
4) Gerda Marie Christiansen, Barn, Syerske (hjemme), født: København 17/10-1905, Ugift (24 år)

I folketællingen fremgår det, i et tilføjet notat, at familien skulle have "4 levende børn". Den ene kendes ifølge min mor Anne Lise. Det er Holger og Gerdas storesøster Agnes Christiansen, men hun er på dette tidspunkt efter al sandsynlighed flyttet hjemmefra. Men andre har Anne Lise aldrig hørt om. Hvem den fjerde så i givet fald skulle være, må undersøges nærmere.

Niels Christiansen var fagforeningsformand i København. Ifølge folketællingen i Wesselsgade 24 på Nørrebro lige bag Peblingesøen. Hvilken fagforening der er tale om, vides p.t. ikke. Et gæt kunne være Dansk Arbejdsmandsforbund (forkortet DAF), der blev stiftet i 1897 og som i en periode holdt til i Wesselsgade.

For en mere sikker fastsættelse af Niels Christiansens fødselsdato, kunne ovenstående sogns kirkebog vise følgende:

Kirkebog 1877 (side 1 og 2).
Bjæverskov Herred, Gørslev Sogn

Niels Christiansen, født 23. maj 1877 i Bjæverskov Herred, Gørslev
Døbt 16. september 1877 i kirken
Forældre: Gaardmand Lars Christiansen & Hustru Ane Lisbeth Olsdatter
Moderens alder: 41 år (muligvis er dette rettet til 21 år?) af Gørslev Mark(?)
Båret af Gaardmand Jens Hansens hustru, Faddere(?): Tømrer Ole Olsen, Gaardmand Jens Hansen, Tjenestekarl Jens Christiansen af ???

Her fremkom så navnene på Niels' forældre (mine tipoldeforældre). Så vi er nu nede på Køge-egnen og kan næste gang lede videre via denne tråd.


Opdateret 2. august 2006: Har i dag været endnu en tur på Rigsarkivet for at forsøge at få vished om "det fjerde barn". Forsøgte derfor at finde yderligere oplysninger om Rygaards Allé 60 i folketællingerne. Der var intet at finde i folketællingerne fra 1906, 1911, 1916 og 1921. Rygaards Allé eksisterer, men ikke nummer 60. Derimod var stort set samme oplysninger fra folketællingen i 1930 også at finde i folketællingen fra 1925:

Folketælling 1925 (side 1 og 2)
Gentofte Kommune, Hellerup, Rygaards Allé 60

Rækkehus har ophold for 4 personer:

1) Niels Christiansen, Husfader, fagforeningsformand, født: Gørslev Sogn 23/5-1877 (48 år)
2) Elisabeth Ane Christiansen, Husmoder, født: Kongsted Sogn 1/6-1879 (46 år)
3) Holger Lars Christiansen, Søn, Snedker, født: København 1/8-1904, Ugift (21 år)
4) Gerda Marie Christiansen, datter, Syerske, født: København 17/10-1905, Ugift (20 år)

Bopæl den 5 november 1924: Hellerup, Rygaards Alle 60

Folketællingen er underskrevet (og udfyldt?) af Niels Christiansen selv.

Jeg havde tidligere på dagen været forbi med et kamera og taget et billede af huset og en arkivar på Rigsarkivet kunne, ved blot et hurtigt blik på billedet, fortælle, at dette sandsynligvis er "bygget i tyverne".



Det fortæller så, hvorfor jeg ikke kunne finde nummer 60 i folketællingerne fra 1906, 1911, 1916 og 1921. Huset var ikke bygget og de boede simpelthen et andet sted. Af folketællingerne fra 1925 og 1930 ses det, at både Holger og Gerda er født i "København", men det er ikke rigtig nok til at finde familien i folketællingerne.

Farmor Anne Lise og hendes storesøster Lone havde dog i mellemtiden gravet Holgers døbsattest frem, som angiver sognet i København og dermed en indgang til kirkebøgerne, men nok ikke en adresse, der er nøglen til søgning i folketællingerne.

Planen er derfor nu, at grave lidt i Niels' fagforeningshistorie. Jeg har derfor kontaktet Arbejderbevægelsens Arkiver på Nørrebro med denne mail og håber dér måske, at kunne grave en adresse frem:

Kære Arbejderbevægelsens Arkiv,

Jeg slægtsforsker i øjeblikket i min morfars aner og er gået lidt i stå og håber derfor på, at I måske kan hjælpe mig videre. Det drejer sig primært om en adresse, men naturligvis også anden information, hvis det findes.

Jeg søger oplysninger om min oldefar Niels Christiansen, der ifølge Rigsarkivets Folketællinger fra 1925 og 1930 var ”Fagforeningsformand”. Ifølge folketællingen fra 1930 i ”Wesselsgade 24” på Nørrebro i København. Hvilken fagforening der er tale om, vides desværre ikke.

Af folketællingen fra 1930 fremgår det yderligere, at han var ”Belysningsarbejder”.

Så måske der i 1930 findes et forbund, der hedder ”Belysningsarbejdernes Fagforbund” i Wesselsgade 24?

I både 1925 og 1930 har han bopæl på Rygaards Allé 60 i Hellerup. Disse rækkehusboliger er efter al sandsynlighed bygget først i tyverne, hvorfor jeg via jeres arkiv håber, at kunne finde ud af hvor han boede umiddelbart før Rygaards Allé 60.

Niels Christiansen er født i Gørslev den 23/5-1877 og er altså i 1925 og 1930 h.h.v. 48 år og 53 år gammel. Fødselsdatoen er dobbeltchecket med Gørslev Sogns kirkebøger.

Med håb om at I ligger inde med ”gennembruddet” :-)

På forhånd mange tak for hjælpen!

Venlig hilsen
Peter Lars Jensen
Web: www.pro.peterlars.dk
Blog: www.peterlars.dk/weblog
blog comments powered by Disqus